Sindstequila – genudgivelse (2020)

I december 2020 genudgav Byens Forlag “Sindstequila” i nyt format og med ny forside. Indholdet er det originale fra 2017.

Anne føler sig malplaceret på sit nye gymnasium. I et forsøg på at passe ind ender hun til en fest halvnøgen på et stuebord midt i en bodytequila. En blitz indfanger øjeblikket, og netop som hun tror, hun kan være en del af pigernes gruppe, spredes billedet på de sociale medier.

Rei lader, som om hun forstår, hvad de andre piger taler om, når de taler om sex. Indtil hun møder Jesper, og sex ikke længere kun er noget, man taler om. Kun den nye pige, Anne, forstår hende. Men da Reis veninder deler billedet af Anne, må hun vælge: Tør hun stå op for Anne og risikere sin plads i gruppen?

SINDSTEQUILA er en ungdomsroman om venskab og ensomhed. Om at miste sig selv i jagten på at passe ind og turde gå mod strømmen og stå ved sine grænser.

Forside: Juliane Jansby

De kan nå mig. Overalt. De kan altid tagge mig i noget på Facebook eller dele billedet i en gruppechat. Det føles mere som en sindstequila end som en bodytequila. Som om nogen har spredt salt ud over mit sind og er begyndt at slikke det af igen.”

– Anne, Sindstequila